Manden satte sig ved et af de borde, der var tættest på pladsen. Han placerede sig med ansigtet mod pladsen, så han havde udsigt til livet på Plaça Reial.

Jeg var ansat som tjener på cafeen, her i Cataloniens hovedstad. Mange af mine venner havde synes at jeg var enormt retro, sådan at tage til Barcelona i RL. Andre havde fordømt det (som de opfattede det) overdrevne energiforbrug, der ville blive benyttet for at flytte min krop sådan i virkeligheden. Selv opfatter jeg mig som romantiker – jeg var bare ligesom nødt til at prøve det, ligesom rygsækturisterne gjorde for bare 50 år siden. Al den teknologi og RemPrec(TM) gjorde det ligesom ikke rigtigt for mig. RemPrec(TM) gav mig altid en mærkelig smag i munden. Så nu stod jeg her, med mit viskestykke over armen og servicerede de lokale og de få, primært amerikanske, turister der forvildede sig de få skridt væk fra Ramblaen.

Med menuen under armen nærmede jeg mig hans bord. Da jeg lagde det interaktive stykke papir på bordet ved siden af hans hånd, drejede han sit hoved og så direkte på mig. Hans lyseblå øjne tog luften totalt ud af mig. De så ud til at indeholde al verdens visdom og lidelse på en gang. Jeg formåede ikke at tale, så vi nikkede bare til hinanden. Han samlede menuen op og begyndte at markere sin bestilling. Jeg vaklede tilbage til min plads ved siden af døren.

Som jeg stod der, bemærkede jeg at de andre gæster ikke var upåvirkede af manden. De blinkede til hinanden og nikkede i retning af ham. Jeg overvejede om han måske var kendt fra den spansk-catalonske uafhængighedskrig. Netop da pingede hans ordre ud fra køkkenet, lidt tapas og en kop kaffe, og jeg fik således igen mulighed for at tage ham i øjesyn. Hans ansigt var stadig vendt mod pladsen, hvor han tilsyneladende observerede de legende børn, deres mødre på bænkene, de svedende elektrikere, der arbejdede på en gadelampe og de tåbelige amerikanere, der stod og så på deres kort – vendt på hovedet.

Da jeg satte bakken på hans bord, greb han mig om håndleddet. Vi så langsomt på hinanden. Øjnene var ligeså intense som første gang. “Du er ikke catalonier”, konstaterede han. Jeg nikkede og forsøgte at trække min hånd til mig, men hans greb var meget fast. Måske forestillede jeg mig det bare, men jeg tror en tåre trillede ned af hans kind. “Pas på du ikke laver fejl”, sagde han og slap mit håndled. Jeg kunne ikke finde ud af om det var en advarsel eller en trussel. Hans øjne havde forladt mig og hvilede igen på menneskerne på pladsen. Han færdiggjorde sit måltid og forlod cafeen ligeså hurtigt, som han var dukket op.

De andre cafegæster begyndte at mumle og pege i den retning han var gået. Jeg spurgte en af stamgæsterne om hun vidste hvem han var. Hun så på mig som om jeg var idiot. “Det var El Monstruo”, sagde hun vredt, “han slog 66 mennesker ihjel i den store togulykke i 2015”. Hun betalte hurtigt ved at køre sin finger over sit MonPur(TM) armbånd. “Det er en skændsel at de allerede har lukket ham ud”, sagde hun ud i luften, mens hun gik bort og overlod mig til de andre gæsters ubamhjertige snak om intetheden i den tørre catalonske varme.